Kærlighed
Sidst handlede det om kærlighed til penge, men i dag handler det om kærligheden til mennesker. Hvis du skal lede andre eller samarbejde med andre mennesker, skal du grundlæggende have en kærlighed til mennesker. Jeg møder nogle gange mennesker, hvor kærligheden til dyr overskygger kærligheden til mennesker. I en periode i mit liv havde jeg det på samme måde, men grundlæggende elsker jeg mennesker. Det gør jeg, fordi det bevæger mig og det fylder mig glæde. Samarbejdet med andre om et mål giver mig en tro på menneskeheden og styrker min kærlighed til mennesker. Nogle gange kan tilliden til et menneske lide et knæk, og den erfaring skal nødvendigvis ikke tages med videre til andre relationer eller mennesker. De erfaringer, vi bringer videre i livet, er også nogle gange med til at begrænse os i vores interaktion med andre mennesker. Den indre leder skal hjælpe dig til at sikre, at du går ind i relationen med tilpas nysgerrighed og åbenhed.
Ugens staldtip er: prøv at være til stede i nuet den næste uge uden bagtanke. Når ugen er slut, kan du passende reflektere over, hvad der var særlig rart ved det. Jeg bruger en bog til at skrive mine reflektioner ned, men pas på. For din evne til at se bagud, kan ødelægge din evne til at være i nuet. Men det kan være sundt at reflektere over, hvad ugen bragte af bagtanker eller kærlighed. Måske kom der også mere tillid i ligningen?
Dyrene giver dig ubetinget kærlighed – er der nogen, der siger.
Det oplever jeg også, men jeg oplever i højere grad dyrets evne til at være til stede her og nu uden bagtanke. Det er med til at styrke min relation med dyret (læs hesten). Hvis alle mennesker var her og nu tilstede uden bagtanke, tror jeg, at vores kærlighed til hinanden vil blive boostet. Vi ville skabe relationer, der bygger på tillid. Det betyder færre spekulationer over andres mulige bagtanker. For mig starter alting med mig, så jeg vil arbejde på at være her og nu uden bagtanker. Jeg vil ikke gøre mig til herre over, hvad der skal starte det for dig. Kan du bruge mine reflektioner til at skabe mere kærlighed fra et menneske til et andet, så er jeg lykkedes. Flere bagtanker var der ikke i denne mandags motivation.